Nyd vinterferien i svømmehallen
Sjove og familievenlige oplevelser i vinterferien? Besøg Frederiksberg Svømmehal og Flintholm Svømmehal i uge 7.
Familiekurbad i Flintholm Svømmehal
I Flintholm Svømmehal afholder vi i anledning af vinterferien Familiekurbad mandag den 9. februar og onsdag den 11. februar.
Plads til leg
Hele vinterferien kan I prøve kræfter med vores sjove forhindringsbane i 25 meter-bassinet i Flintholm Svømmehal. Vi vil - i det omfang, som driften tillader det - have forhindringsbanen i bassinet alle dage fra kl. 10.
Også i Frederiksberg Svømmehal vil der være baner både til leg og til svømning i 25 meter-bassinet og undervisningsbassinet og mulighed for at bruge både rutsjebane og soppebassin, alt efter hvor store børnene er. Familiehallen er åben kl. 10-17 mandag til fredag i uge 7.
På grund af stor efterspørgsel anbefaler vi, at man på forhånd booker tid til Familieområdet i Flintholm Svømmehal. En tid er begrænset til en time fra halv til halv og kan bookes via vores bookingsystem. Bemærk at Familieområdet lukker kl. 16.30 mandag og onsdag.
Der er ikke booking til Familiehallen i Frederiksberg Svømmehal - her dukker man bare op, så længe der er plads.
Åbningstider
Begge svømmehaller har normale åbningstider hele ugen.
- Frederiksberg Svømmehal: Familiehallens åbningstider udvidet til kl. 10-17 mandag-fredag. I
- Flintholm Svømmehal: Familieområdet lukker kl. 16.30 mandag og onsdag og kl. 18.30 tirsdag, torsdag og fredag.
Klippekort og billetter
Vær opmærksom på, at følgende onlineklip og klippekort ikke kan benyttes i skolernes vinterferie:
- Gamle klippekort til mandag-fredag inden kl. 15 uden for skolernes ferier, både voksentypen og pensionisttypen.
- Onlineklippene ”Voksen (40 %) ma-fr inden kl. 14” (den til 42 kr.) og ”25 meter (40 %) i særtidsrum” (den til 31 kr.)
- I Frederiksberg Svømmehal: onlineklip ”25 meter (15 %)” samt tilsvarende klippekort. Husk at det godt kan bruges i Flintholm.