Langt over 300.000 bitte små stifter udgør tilsammen de 5 store mosaikker, der forestiller afslappede og livsnydende badegæster – alle helt uden tøj på.
De fire store mosaikker ved hjørnerne, for hver ende af svømmebassinet, forestiller besøgende i en svømmehal, og det femte mosaik i Familiehallen er de badende på stranden.
Badegæsterne gør indtryk bl.a. på grund af størrelsen: Kroppene er omkring 3 meter høje, og netop den store skala er med til at definere mosaikkerne som monumentalkunst.
Monumental betyder ”imponerende på grund af sin store størrelse eller virkning – især om bygning eller kunstværk”.
Kunstformen ses for det meste i det offentlige rum som f.eks. vægmalerier, mindesmærker og udsmykninger af bygninger.
Mosaikkerne i Frederiksberg Svømmehal er et af monumentalkunstens hovedværker, og vi er virkelig stolte af at have dem hængende.
Kejserens nye klæder
"Men han har jo ikke noget på." Sådan siger det lille barn i H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder". De samme ord kan man af og til høre i Frederiksberg Svømmehal: For badegæsterne på Lundstrøms mosaikker er netop helt og aldeles nøgne.
At figurerne er nøgne var en vigtig pointe for Lundstrøm, og i det hele taget er det et karakteristisk træk ved kunsten i hans samtid.
Kunstnerne er inspireret af vitalismen, som dyrker det sunde og naturlige. De er fortalere for en sund sjæl i et sundt legeme, og de hylder den livgivende natur og den nøgne menneskekrop: atleten, den frodige kvinde og det frit legende barn. Alle er de repræsenteret på mosaikkerne. Se bare, hvordan mændenes kroppe er trænede, og kvinderne har sunde former.
På mosaikken i Familiehallen finder du barnet i fri leg på stranden.
Også på de reklameplakater, der blev lavet til svømmehallen i 30'erne, er tidens temaer tydelige: Børn i fri leg og den livgivende natur i form af det yndede motiv, hvor kvinden står med et barn.